DET GRÆSKE SPROG

 

CARPE DIEM
LATIN
AP

 

Linear B     Alfabetet     Den klassiske periode     Den hellenistiske periode     Den byzantinske periode     Under tyrkisk besættelse     Det moderne Hellas

 

 

Omk. 1250 f. Kr.

Den ældste form for græsk - Linear B

De ældste tekster på græsk stammer fra det 13. århundrede f. Kr.
Da man begyndte at lave arkæologiske udgravninger på Kreta omkring 1900, fandt man en mængde små lertavler med indskrifter med en hidtil ukendt skrifttype, som arkæologerne kaldte Linear B.
Senere fandt man også denne skrifttype ved udgravninger på det græske fastland, men man var ikke i stand til at tyde indskrifterne. Skriften blev først tydet i 1952, hvor det blev påvist, at Linear B er en tidlig form for græsk.

Skriften er ikke bygget op med bogstaver, men er en stavelsesskrift.

Omk. 800 f. Kr.

Alfabetet

Da det mykenske rige brød sammen omk. 1200 f. Kr. forsvandt også skriften fra Grækenland. Den dukker først op igen omk. 800 f. Kr., og har nu form som en bogstavskrift, et alfabet. Grækerne overtog bogstavskriften fra Fønikerne, men udvidede den fønikiske skrift, som var en konsonantskrift, ved at tilføje tegn også for vokalerne, så der blev overensstemmelse mellem skrift og lyd. 

Fra alfa til omega        α β γ δ ε ζ η θ ι κ λ μ ν ξ ο π ρ σ τ υ φ χ ψ ω        Α Β Γ Δ Ε Ζ Θ Ι Κ Λ Μ Ν Ξ Ο Π Ρ Σ Τ Υ Φ Χ Ψ Ω

 Se mere om alfabetet , og prøv selv at skrive på græsk.
 

700 – 330 f. Kr.

Den klassiske periode

Græsk var i denne periode opdelt i mange dialekter. De mest indflydelsesrige dialekter var jonisk, som blev talt i Lilleasien (i dag Tyrkiets vestkyst) og attisk, som blev talt i bystaten Athen.
De græske dramaer og de store værker om historie, videnskab, retorik og filosofi er skrevet på jonisk og attisk. Derfor bliver dialekten i Athen efterhånden lig med ’rigtig græsk’.

Rød: Attisk
Lyserød: Jonisk
Brun: Dorisk

Grøn: Nordvestgræsk
 

Vi ved selvfølgelig ikke nøjagtigt, hvordan det lød, når de talte klassisk græsk,
men her kan du høre, hvordan det måske har det lydt, da Platons værk ’Staten’ blev læst højt for ivrige tilhørere.

330 f. Kr. – ca. 300 e. Kr. Den hellenistiske periode

 

Alexander den Store bragte det græske sprog og den græske kultur med sig ud til de erobrede områder. Græsk blev det fælles sprog i forbindelse med politik og handel, og det fik derved fodfæste ved siden af de mange lokale sprog og dialekter. Da romerne overtog grækernes herredømme over Middelhavet, overtog de også det græske sprog, så enhver dannet romer var tosproget og talte både latin og græsk. Cæsar og Kleopatra talte fx sammen på græsk.

 Det gamle Testamente, som oprindeligt er skrevet på hebræisk, blev mellem 250 og 130 f. Kr. oversat til græsk, så alle kunne læse den hellige skrift. Og det nye testamente, som blev til omk. 70 til 100 e. Kr. blev skrevet på datidens internationale sprog, græsk.

300 – 1453 e. Kr.

Den byzantinske periode

Omk. 330 e. Kr. flytter Konstantin den Store Romerrigets hovedstad til den græske by Byzans, som han giver navnet Konstantinopel, Konstantins by (i dag Istanbul), og i 395 e. Kr. deles Romerriget i den vestlige og østlige del. Latin bliver sproget i den vestlige del, mens græsk bliver sproget i øst, i det Byzantinske rige. Litteraturen i det Byzantinske rige blev skrevet på et græsk, der havde den klassisk attiske dialekt som forbillede, men det almindeligt talte sprog kender man meget lidt til. 

I den vestlige del af romerriget gik græsk mere og mere i glemmebogen. Man læste og kopierede fortrinsvis latinske værker, og læste man græske forfattere var det ofte i oversættelse til latin. Mange af de munke, der kopierede de latinske og græske håndskrifter havde meget lidt eller ingen kendskab til græsk.  Hvis de i et håndskrift stødte på græske sætninger, tilføjede de ofte ved siden af teksten: Graeca sunt, non leguntur, det er græsk, det kan ikke læses.

1453 – 1830

Grækenland under tyrkisk besættelse

I 1453 indtager tyrkerne Byzans, og i de næste knap 400 år var de græsktalende områder under tyrkisk herredømme som en del af det osmanniske rige. Der blev i denne periode udgivet meget få litterære værker.

I den vestlige del af Europa havde renæssancen til gengæld skabt fornyet interesse for de græske forfattere og det græske sprog. Da tyrkerne erobrer Byzans i 1453 flygter mange af lærde og intellektuelle til Italien, og de ernærede sig i høj grad ved at undervise i græsk eller kopiere græske manuskripter.

Da Martin Luther i 1522 oversatte bibelen til tysk, havde han lært sig græsk, så han kunne oversætte det nye testamente fra originalsproget og ikke fra den kanoniserede latinske udgave, Vulgata.

 

1830 til dag

Det moderne Hellas

Efter frihedskrigen 1821-29 blev Grækenland i 1830 et selvstændigt kongedømme med hovedstad i Athen, og man forsøgte at lave et officielt sprog med dialekterne i Athen og på Peloponnes som basis, men renset for bl.a. tyrkiske ord og bondedialekt.  Dette officielle sprog fik navnet kathareusa, som betyder det rensede sprog, og konflikten mellem dette sprog og det almindelige talte sprog, folkesproget, har trukket lange spor og eksisterer faktisk stadig.